Krebs & Falch : “Til sidst mister vi jo det hele”

Krebs & Falch : “Til sidst mister vi jo det hele”

Michael Falch og Poul Krebs har været venner i 30 år. Delt op- og nedture. Succeser og fiaskoer.

Men det er først nu – efter en række fælles akustiske koncerter, der gik over al forventning  – at de har besluttet sig for at danne en duo og udgive et helt album sammen. Duoen kalder de KrebsFalch og deres nye album Tomandshånd er produceret af den garvede musiker og producer Lars Skjærbæk.

Sammen med et solidt hold af musikere har de skabt et album af ulmende americana og nærværende rock, der trækker på inspirationskilder som Bob Dylan, Bruce Springsteen og Johnny Cash. Især Rick Rubins spartanske produktioner for Cash og Daniel Lanois’ sumpede og slæbende arrangementer for Dylan lader til at være en inspiration.

I centrum står ordene, der på skift fremføres af de to hovedpersoner. Livets forgængelighed er et tema. Det samme er bristede illusioner, venskab, kærlighed og så den der forbandede ironi, som har det med at stikke sit grimme fjæs frem.

For er der noget, der karakteriserer sangskrivningen på Tomandshånd, så er det, at Michael Falch og Poul Krebs insisterer på at tage livet og sig selv alvorligt. Der skal være plads til humor, selvfølgelig skal der det, men Tomandshånd er først og fremmest et album, der er befriende renset for ironisk distance.

Netop derfor er et andet tema alder. Og uret der tikker. For hvad stiller man op med livet, når man efterhånden kan begynde at ane en slutning på det hele? Når ungdommens overmod og stålsatte tro på egne evner er forduftet som dug for solen? Når det ikke blev, som man havde forestillet sig. Når rockstjernedrømmen gik i opfyldelse, men endte med at blive til noget så voksent som en karriere? Og den smerte og det tomrum, man sidder tilbage med, hvordan vender man det til noget positivt? Og – ikke mindst – kan man skrive en sang om det?

Vi satte os ned og fik en snak med de to venner og sangskrivere.

Hvorfor en fælles plade frem for to soloplader?

Falch: Det er noget vi har talt om i så mange år. Vi har været på nogle akustiske turnéer sammen, men har jo ikke lavet plader sammen, så vi har luret på chancen i rigtig mange år. Men så har Poul været i gang med noget, og så skulle jeg noget, og så var Poul på turné, og så var jeg ved at skrive en bog. Timingen har ikke været der. Det var vigtigt for os ikke gå til her med underskud, sådan ’hjælp, vi er nødt til at finde på et eller andet for at holde os i manegen’. Men på et tidspunkt stod vores stjerner så tilpas pænt, at vi kunne gå ind i det med overskud. Hvad siger du til den, Poul?

Krebs: Det synes jeg er et meget godt oplæg. Haha.

Falch: Ja, det lød sgu lidt som om, jeg havde øvet mig.

Krebs: Og så vil jeg også sige, at vi fra tidligere, hvor vi har haft et pladeselskab sammen, har erfaring med at give hinanden kritik. Det er en grænseoverskridende oplevelse at give hinanden kritik på den måde, men da det gik godt, så gav vi også hinanden lov til at sige, ‘hey, du må gerne tilføje noget til min sang, og jeg må gerne tilføje noget til din’. På den måde kunne vi komme frem til noget, der var bedre end udgangspunktet.

Falch: Det har jo været ligesom at lukke hinanden ind i et helligt rum. For det med at sidde med sin sang er jo tit noget meget privat. Der skal jo ikke komme nogen og forstyrre en, når man sidder med det. For selvom det bare er en lille sang, så er det en ny verden, der opstår. Men der har vi tilladt hinanden at gå ind.

Selvom I kender hinanden så godt, har det så stadig været svært?

Falch: Det har det. Sindssygt svært. Når linjer bliver angrebet. Linjer man i gerningsøjeblikket virkelig følte havde et eller andet, og de så bliver angrebet, så gør det ondt. Jeg kunne se smerten i dine øjne nogle gange, Poul. Helt ærligt, det kunne jeg.

Krebs: Jaja

Falch: Og det var ikke altid, at du bøjede dig, men nogle gange opstår der en synergi, som måske alligevel er til det bedre.

Krebs: Vi lærte hurtigt vores besøgstid at kende. Hvor man ligesom sagde til sig selv, nu lader jeg den linje ligge, og så prøver jeg at se, om jeg kan få den ændret senere.

Falch: Vi har gået på listefødder. Det er klart. Vi kommer ikke brasende ind i hinandens rum og sparker lortet væk. Jeg kan huske i nummeret ’Vil du det godt’, hvor jeg havde skrevet hele teksten færdig, men så kom Poul og sagde, at han ikke helt syntes, at andet vers levede op til det første vers. Og så sendte han et bud på et nyt vers på SMS lidt senere.

Krebs. Haha ja, der blev sendt mange SMS’er frem og tilbage med justeringer og ændringer.

Det er et album, hvor I insisterer på at være alvorlige, og hvor I øser ud af det inderste. Der er ikke plads til humor og ironi. Hvorfor det?

Falch: Det var vigtigt for os at det ikke blev et hyggeprojekt. Det skulle være blod, sved og tårer. Vi er konkurrencemennesker begge to. Og vi ville godt have den der kampgejst ind i musikken.

Krebs: En af de ting, vi har tilfælles, det er humoren, men vi synes også, at den danske ironi er kørt af sporet. Vi synes, det er på tide, at lave noget, hvor man griner med hinanden i stedet for af hinanden.

Falch: Der er nogle stunder, som den her plade hylder, hvor man er ude over den der ironiske distance, der har præget vores kultur i årtier. Hvor noget bliver straight. Hvor du møder morgenstunden, du ser solen stå op, du oplever skønheden, hvor ironien ikke har fundet ind i det menneskes dag endnu. Ironien er et filter, der kommer ind undervejs i vores dagligdag, men vi har nogle oaser, der er uberørte, og det er egentlig sådan nogle oaser, den her plade er på jagt efter.

Hvordan var jeres første møde?

Falch: Jeg kan ikke huske det. Jeg var for stiv.

Krebs: Det første møde var i omklædningsrummet på Montmatre, hvor jeg havde spillet koncert, og så kom Michael sejlende ind i omklædningsrummet bagefter. Vi havde drømt om, at nu skulle vi vælte hele København og i hvert fald hele Montmartre, men det gjorde vi ikke den aften.

Falch: Jeg blev væltet!

Krebs: Ja, Michael blev væltet, men han var væltet i forvejen. Det var det første møde. Men siden har vi fundet ud af, at vi har været til den samme Deep Purple-koncert i 1971, hvor vi har stået meget få meter fra hinanden.

Klikkede I fra første øjeblik?

Krebs: Nej

Falch: Jeg gjorde. Poul gjorde ikke. Desværre har jeg ingen erindring om det ud over et tåget billede fra backstage-området. Jeg mener også, at Nanna var med som korpige.

Krebs: Nej, det var hun ikke.

Falch: Nå, der kan du se, det var en anden gang. Jeg var der ikke helt. Men jeg havde læst om dig, at vi trak på nogle af de samme inspirationskilder. Så jeg skulle lige tjekke dig ud. Om du var en kollega eller en konkurrent. Og så var du begge dele.

En del af sangene omhandler bristede kærlighedsforhold. Hvordan føles hjertesorg nu i forhold til for 20 eller måske endda 30 år siden? Er der forskel?

Falch: Ja, det er der. Vi er jo et par modne mænd – man kunne også udtrykke det på andre måder. Vi er gamle mænd. Og det ur, der tikker, den lyd bliver højere og højere for hver dag, der går. Jeg mener ikke, det afføder en desperation, men bevidstheden om, at det er på lånt tid, bliver tydeligere.

Krebs: Der er sange på det her album, som vi aldrig havde kunnet skrive for 20-30 år siden. Vi har ikke længere det samme filter for hvad man kan og ikke kan skrive om. Det er en friere form for sangskrivning, når man ikke er så hængt op på, hvad der er oppe i tiden, og spørgsmål som, hvad er mig, og hvad er ikke mig. Det, der rør en, og det, der krydser ens vej, det kommer med i sangene.

Hvilken erkendelse sniger sig ind med alderen?

Falch: Der er mange måder at svare på dit spørgsmål. Meget af det mennesker siger er jo også en måde at markedsføre sig selv på. Og det gælder for alle mennesker i alle livssituationer. At man hele tiden er repræsentant for sig selv, og den sjæl man nu slæber rundt på og al den råddenskab man har i sig. Da jeg var i mine tyvere og spillede i Malurt, troede jeg, at jeg vidste meget. Jeg troede virkelig, jeg havde alt muligt at komme med. Hele den der idé om, at hvis flere mennesker tænkte, som man selv gjorde, så ville verden være et meget federe sted at være. Og den har jeg mistet undervejs. Så nu føler jeg mig som et ældre menneske, der er rippet for den fundamentalisme, jeg havde som yngre. Også i rocksammenhæng. Jeg dyrkede sådan en rockisme i de tidlige Malurt-år, som var enormt firkantet. Men hvor jeg også havde et svar på rede hånd, for jeg vidste hvad jeg kunne lide, og jeg vidste, hvad der var godt, og jeg vidste, hvad der var dårligt. Jeg mener, at der et stort tab forbundet med at blive gammel. Til sidst mister vi jo det hele. Så jeg mener, at livet er et meget langt tab. Og det efterlader et tomrum og en smerte, som, hvis man bliver i stand til at stå ved det, jamen så kan der jo skrives sange fra den udsigt.

Det er jo en ret vild indsigt at have. Det ville man jo aldrig høre fra en 25-årig sanger. Hvad gør det, at man sidder med den indsigt, om sig selv og om menneskerne omkring sig, og så skal til at skrive en sang?

Krebs: Jeg tror ikke på, at der nogen af dem, der er 25 år i dag, der tror på, at de skal blive ved med at lave musik, til de er lige så gamle, som vi er. Alene det stille chok det har været for os at indse, ‘hey, nu hænger vi på den’. Nu er det det, vi kan. Nu må vi holde fast i det. Det var ikke bare et eller andet andet ungdomsfænomen for os. Alene den indsigt har jo gjort, at der er blevet vendt op og ned på det hele.

Falch: Jeg tog jo orlov et halv år fra universitet, hvor jeg læste dansk. Jeg manglede bare at afslutte mit speciale om Henrik Pontoppidan, men jeg ville lige prøve det der med at være på turné. Og det er altså 35 år siden. Jeg kom aldrig tilbage. Som Poul siger. Man bliver fanget af sin skæbne.

Er I glade for den vej I har valgt?

Krebs: Aaaaahhhh

Falch: Kæft, du trækker på det, så svarer jeg, mens du tænker.

Krebs: Jamen, jeg er da glad for det. Men jeg har aldrig tænkt over, om jeg var glad for det. Når jeg har tænkt over, om jeg skulle kaste håndklædet i ringen eller finde på noget andet, så har jeg også tænkt, at der er sgu ikke noget som helst, jeg kan gøre bedre end det her. Jeg må bare op igen. Det er sgu det, jeg er bedst til.

Falch: For mig, så blev det spørgsmål udfordret maksimalt i 2001, hvor jeg måtte stå af branchen, på ubestemt tid som det hed sig, uden at jeg havde nogen ide om, om jeg kunne komme tilbage. Jeg troede ikke, det var muligt. Jeg havde selvfølgelig et håb, fordi jeg elsker sangskrivning, det er det, jeg elsker allermest, det er den største gave, jeg kender. Det er lige under mine børns fødsel. Og da jeg måtte melde mig ud der, da troede jeg, at der ikke var nogen vej tilbage. Men stille og roligt måtte jeg, over nogle år, forsøge at finde en vej tilbage. En ny livsstil og alt det der.

Krebs: Når man efterfølgende læste dine bøger og hørte dine sange, så kunne man jo høre, hvor stort et privilegium det er at have et værktøj, som kan formulere de tanker.

Falch: Det er rigtigt. Der er mange, der har sagt til mig i de sidste 13-14 år: “Gid jeg kunne skrive en sang”. Jeg ved godt, at man snakker om sangskrivning som terapi, men det ved jeg så ikke lige med…det er lidt at nedgøre det, synes jeg. Men man får stillet sig selv nogle spørgsmål. Hvordan er det at være dig? Hvad ser du i livet? Hvad er vigtigt? Og der har jeg ikke mødt noget, der kan hamle op med det. Ikke engang fodbold. Ikke engang at tumle rundt som top sekunda-spiller kan hamle op med det der med, at der er en lille sang, der er færdig nu. Selvom det så kun er noget småtteri, som andre kan mene alt muligt om, så er det alligevel en lille bitte miniature-verden, der er skabt.

Krebs: End ikke en aflevering fra Laudrup kan…

Falch: Nej, det kan det sgu ikke. Vi leder jo efter steder, hvor vi føler, vi hører til. At finde de steder, man kan føle sig hjemme, det er også et tema på pladen. At finde et sted, hvor vi kan holde os selv ud og være os selv bekendt.

Et sidste spørgsmål. Jorden går under I morgen. Hvad gør I inden, det hele er slut. 

Krebs: Jeg får fat i alle dem, der står mig nærmest. Og så tror jeg ikke på det. Så blive vi enige om, at det tror vi ikke på.

Falch: Hvis jeg var et rigtig godt menneske, så ville jeg øjeblikkeligt samle mine børn og min kæreste og mine nærmeste venner, og så ville jeg kaste mig ud i en fælles krammer. Men jeg tror, hvis jeg kender mig selv ret, at jeg ville finde en guitar og øjeblikkeligt sætte mig til at skrive en sang om det. Desværre.

 

[fbcomments num="5" width="100%" count="off" countmsg="kommentarer" url="http://read.tidal.com/article/krebs-falch-til-sidst-mister-vi-jo-det-hele"]