Michael Falch: “Nogle gange vil jeg pissegerne være 23 år igen”

Michael Falch: “Nogle gange vil jeg pissegerne være 23 år igen”

Det kan være svært at stå uden for. Men det kan også være en velsignelse.

Det er blandt andet det, Michaels Falchs nye album Pludselig Alting Samtidig handler om. At have glæden af at kunne se tingene på afstand. Men samtidig stadig ønske at man stod midt i orkanens øje. Lige der hvor alting rusker og brager.

Men Michael Falch har været der. Han har været centrum. Har inkarneret tidsånden. Har spillet på Orange Scene. Men livet fortsætter. Heldigvis. Nu er det nogle andre, der spiller på Orange, men Falch er her stadig, og han er mere produktiv end nogensinde tidligere i sin karriere. Og hvad gør man så? Hvis man spørger Falch selv, så kører man på. Skriver sange, indspiller plader, og tager ud og spiller for folk. Det er det, han er bedst til, og det er det, han bedst kan lide.

Men Pludselig Alting Samtidig er også et stædigt og passioneret vidnesbyrd fra en kunstner og en sangskriver, der nægter at finde sig til rette. Der skal hele tiden ske noget nyt. Det er et mantra for Falch, fortæller han, ellers bliver man for magelig og tilfreds, og dét er døden.

Derfor er han gået helt nye veje på sit trettende soloalbum, der følger op på sidste års Tomandshånd, der blev lavet sammen med vennen Poul Krebs. Denne gang er det ikke Dylan, Young og Springsteen, der er de primære inspirationskilder. I stedet er det nyere navne som Tame Impala, The War on Drugs og danske Karl William og dennes melankolske r’n'b.

Vi tog en snak med Michael Falch. Om nye inspirationskilder, rigets tilstand og unge mænd der synger følsom falset.

Du lægger ikke skjul på, at du har ramt en kreativ åre i de her år, hvordan kan det være, tror du? Hvorfor lige nu?

Jeg tror ene og alene, at det er noget indre. Det er som om, at jeg i de se senere år har fundet en teknik og lært at træde ind i det rum, hvor ordene flyder. Der er jo ingen, der siger, at det varer ved, men det er som om, at jeg har fundet en on/off knap. Alene til det nye album har jeg skrevet 50 sange.

Der sker noget helt andet på det her album end på Tomandshånd.

Det var vidunderligt for mig at lave KrebsFalch-albummet og turneen, for der var vi i velkendt americana-land. Men jeg har jo altid tumlet med den der Neil Young-sætning “Rust Never Sleeps”. Vi ser jo mange kunstnere stivne i deres kunstneriske udtryk undervejs i deres karriere, og vi får sådan et indtryk af, at nu kommer der endnu et album, der lyder som det forrige og det forrige og det forrige. Og det har siddet som en advarselslampe i mig altid. Derfor er jeg nødt til at søge ud mod grøften engang imellem for ikke at havne inde på midten af vejen. For det er jo rart at være der, men det er ikke en kamp. Og med det temperament jeg har, så skal der ske noget!

Hvilke inspirationskilder havde du denne gang?

Jeg har altid haft en drøm om at lave en sammensmeltning af noget computerized og noget rocket, og det var det, der blev til min første soloplade (udgivet i 1985, red.). Men jeg kunne ikke forløse det dengang. Så jeg efterlod min drøm der, lidt forlist. Men i nyere tid er der sket det, at hele den der electronica-ting er blevet spændende for mig igen. Jeg har jo fulgt Karl William fra hans første fløjt, og har været fascineret af arbejdsformen og sounden. Og så er der et band som Tame Impala. Hele den der psykedeliske pop-rock scene har enormt meget liv, synes jeg. Jeg er meget fascineret af det. Nogle gange vil jeg pissegerne være 23 år igen, når jeg hører sådan noget.

Nu siger du selv, at du ville ønske, at du var 23 igen. Og på albummet synger du om at stå uden for og kigge ind og observere den her nye scene. Du synger blandt andet: “Omkring mig synger unge mænd i superfølsom falset”. 

Jeg har egentlig aldrig sagt sådan noget før, som jeg lige sagde nu. Jeg har altid sagt det modsatte, at det er godt, jeg IKKE er ung længere. Been there done that. Men når jeg kom til at sige det nu, så er det fordi, jeg er fascineret af at høre nogle unge mennesker have gang i noget, som på mange måder har hele rockens tonesprog og struktur, men som er inspireret og twistet på en helt anden måde, end det har været tidligere. Jeg oplever et nybrud i rocken lige nu. Tidligere har det været meget genreopdelt. Og det, der ikke lykkedes for mig midt i 80’erne, det er der jo mange, der lykkes med nu. Det er jo egentlig det, mange rockbands excellerer i nu. At have teknologien naturligt inkorporeret i et rigtigt rockband.

Jeg opfatter dit album som en statusrapport. Og som om du beskriver en afgørende periode i historien. Står vi i en brydningstid, tror du? 

Sådan havde jeg ikke tænkt på det selv, men ja, det tror jeg, vi gør. Mennesker alle mulige steder er presset op mod muren. Vi er konfronteret meget hårdt af fundamentalismen, som måske ikke virker sejrrig, men som ikke desto mindre er lykkedes med at sætte alle vores grundprincipper under debat. Alt vakler lige nu. Vi er nødt til at at forsvare vores kulturelle principper, og samtidig giver vi afkald på meget af det hen af vejen. Fordi vi er pressede. Og sådan en sang som “Vogt dig” er en slags opråb, selvfølgelig med en masse lakonisk humor, men alligevel med de her advarsler i øst og vest. Det er som om, at den her ydre fjende gør, at vi rykker længere væk fra hinanden, fordi vi reagerer forskelligt på den ydre fjende. Men det den sang rigtigt gerne vil sige, det er mere en Kierkegaard’sk ting, nemlig at den rigtige fjende bor i dig selv. Men det har vores narcissistiske kultur meget svært ved at få øje på.

Bliver man klogere eller dummere med alderen?

Jeg var i Tønder, min ungdomsby, for at spille i går, og der kom jeg til at tale om dengang, jeg ikke ville konfirmeres, fordi jeg dengang var meget opsat på at være en god rettroende ateist, så dengang var jeg åbenbart meget klog. Så klog er jeg i hvert fald ikke mere. Som ungt menneske har man en selvbevidsthed og en følelse af – som jeg også havde i Malurt – at hey, det er os, der kommer med frelsen. Og den følelse mister man jo undervejs. Man bliver automatisk pillet ned, får lidt mere ydmyghed og bliver en lille smule mere beskeden i sin tilgang til tilværelsen.

[fbcomments num="5" width="100%" count="off" countmsg="kommentarer" url="http://read.tidal.com/article/michael-falch-nogle-gange-vil-jeg-pissegerne-vaere-23-ar-igen"]