TIDAL Rising: Barselona

TIDAL Rising: Barselona

Med TIDAL Rising er vi altid på jagt efter ny, god musik. Her sætter vi fokus på tidens bedste nye kunstnere og bands, som vi synes fortjener ekstra opmærksomhed. En af dem vi ser frem til at høre mere fra i 2017 er den danske duo Barselona, der er aktuelle med udgivelsen ‘Drengepop’.

* * *

Hvem er Barselona? Kan I præsentere jer selv?

Vi hedder Rud og Rasmus, og vi skriver og indspiller musikken. Derudover består vores band af vores bedste venner Christoffer, Valdemar og Ask, som vi lærte at kende på Ollerup Musikefterskole.

Hvornår og hvordan begyndte I at lave musik?

I sommerferien 2016 tog Rasmus en tur til København for at besøge en masse efterskolevenner, men blev brændt af på samtlige aftaler. Derfor ledte han efter et sted at crashe og endte hjemme hos Rud, på trods af de egentlig aldrig havde snakket sammen før. Derefter lavede de et nummer sammen (“Barcelona”), og projektet begyndte så småt fra den dag af.

Hvordan vil I beskrive jeres ep Drengepop?

Den skiller sig ud fra vores tre tidligere mixtapes, som tager afsæt i en længsel efter sommeren og syden. I lyrikken berører vi i større grad de fortvivlede teenageår og den håbløse kærlighed der følger med, og kompositionerne bærer præg af melankoli med poppen som fællesnævner.

Hvem er jeres musikalske helte og inspirationer og hvordan har de inspireret jer?

Ruds største inspiration er King Krule, pga. hans visuelle identitet og fordi han aldrig har lavet et dårligt nummer. Rasmus’ største helt er Freddie Mercury – delvist pga. hans enorme talent som sangskriver, men i stor grad som modeikon. Rasmus drømmer selv om at anlægge et overskæg magen til Freddies.

Nævn et album, en kunstner, et band eller en koncert, der har betydet noget særligt for jeres udtryk?

Vi fandt stor inspiration i hele den alternative poprenæssance, med bølgen af mixtapes der herskede i 2016. Det tog vi så til os, og eksperimenterede selv med mixtapes – et format der har givet os frihed til at lege, og i stor grad har været med til at skabe et “gør-det-selv”-udtryk til projektet.

Hvordan ville du forklare jeres musik til jeres bedsteforældre?

Vi har døbt genren “Drengepop”, da det er popmusik med et kækt glimt i øjet fra unge drenge til modne ører.

Hvad er det bedste eller værste råd I nogensinde har fået?

Det bedste råd må være “sig ja til alt”. Særligt i opstartsfasen er det vigtigt, så man når ud til flere mennesker og får nye ører på musikken. Det er samtidig også det værste råd man kan få, da ikke alle tilbud gavner projektet og nogle beslutninger kan være fatale og meget bindende. Derfor, et godt råd – ring til din fagforening!

Hvilket nyt dansk navn ser I selv frem til at høre mere fra i 2017?

School of X. Vi så ham på Roskilde, og hans energi og overskud, liveband og lysshow var out of this world! Hans nuværende singler er for vilde, så vi glæder os helt vildt meget til at høre hans EP.

Hvordan ser den nærmeste fremtid ud for jer?

Så snart vores EP er ude skal vi rundt i ni danske byer og spille de nye sange. Derefter skal vi fokusere på at lave opfølgeren til ‘Drengepop’, som allerede er godt på vej.

Når I om et år ser tilbage på 2017, hvad håber I så, højdepunktet vil være?

Et klart højdepunkt må være vores optræden på Roskilde Festival og sommeren generelt. Vi tror også vores efterårstour bliver legendarisk (mere eller mindre), og her er lidt kvalitetstid med drengene i bandet særligt prioriteret – det er vigtigt at pleje venskabet!

Og her til sidst, hvis jeres musik var en drik – hvilken og hvorfor?

En 1,5 liters Faxe Kondi. Mest fordi musikken ikke var blevet til, hvis Rud ikke kunne få sin daglige dosis Faxe (som efterhånden må være dødelig). Der må da være grundlag for et sponsorat?

Lyt til Drengepop HER

[fbcomments num="5" width="100%" count="off" countmsg="kommentarer" url="http://read.tidal.com/article/tidal-rising-barselona"]