Off/Beat: Uffe Lorenzen

Off/Beat: Uffe Lorenzen

Uffe “Guf” Lorenzen er dansk musiks ukronede syrekonge.

Anderledes kan det ikke være. Med psychgrupperne Baby Woodrose og Spids Nøgenhat har han sørget for, at dansk musik siden start 00′erne har fået et solidt skud syre. Hvilket fortjent nok førte til, at ham og resten af Spids Nøgenhat i 2014 vandt en DMA for årets livenavn.

Nu er Uffe Lorenzen gået solo, hans kommende dansksprogede album har fået titlen Galmandsværk og udkommer i november. Indtil videre er singlerne “Flippertøs” og “Dansker” ude, og at dømme ud fra de to smagsprøver er der lagt i ovnen til en omgang bevidsthedsudvidende, men fremfor alt personlig og politisk omgang syrerock.

I anledning af det nye album har vi bedt sangeren og sangskriveren om at svare på en række spørgsmål. Om alt mellem himmel og jord. Og det har han gjort. Ordet er Uffes:

Hvad var det første du tænkte på, da du vågnede i morges?

Fuck! Jeg er stadig i live! HVAD DAG ER DET? Hvor er mine cigaretter? I den rækkefølge.

Hvad er den bedste gave du nogensinde har fået?

Mine søde venner og veninder, dem, der ser, hvem jeg er, og giver mig lov til at være mig.

Hvad i din opvækst fik dig til at ville blive musiker?

Jeg opdagede musik i en ung alder, og det blev hurtigt en altopslugende interesse, men det var først efter, jeg fyldte 35, at jeg begyndte at se musikken som en mulig levevej. Jeg tror dog, at mit sind er som skabt til en kreativ tilgang til livet, og det har præget min opvækst, måske endda ikke nær så meget som omvendt.

Hvad handler dit nye nummer “Dansker” om og hvad inspirerede det?

Det handler om det paradoksale i, at vi danskere har fået et internationalt brand og image som den lykkeligste nation, samtidig med at vi har en af de højeste selvmordsrater og den allerhøjeste procentdel af den samlede befolkning på antidepressiver i hele verden. Jeg blev inspireret af at se det hele lidt udefra, tror jeg. Sjovt, at jeg måtte rejse langt væk for at kunne skrive om Danmark, København og danskere.

Dit kommende album er dansksproget. Hvad betyder det for dig rent kunstnerisk at skrive og synge på dansk i forhold til engelsk?

Det er både sværere og lettere, men jeg trænger til at udfordre mig selv og sæge nye veje. Efter fortrinsvist at have skrevet på engelsk i så mange år er det som at genopdage mit eget sprog, og jeg bliver bedre og bedre til at bruge det. Jeg elsker f.eks oldgamle danske ord og vendinger som albummets titel eller udtryk som “sporene skræmmer” eller “hovmod står for fald” som jeg drømmer om at bruge engang i fremtiden.

Hvad er det bedste eller værste råd du nogensinde har fået?

Johnny Madsen har et citat, jeg er glad for: “Hvis du vil lave et band så start med at finde en revisor og en advokat, så kan du altid udvide med bas og trommer senere…”. Jeg har det lidt på den måde, nu hvor jeg er helt alene og nøgen, uden aliasser og bandkammerater at gemme mig bag. Min desværre afdøde ven Ralph sagde engang til mig, at jeg aldrig måtte sige undskyld på scenen, så hellere en fuckfinger. Det kæmper jeg stadig med.

Hvad er den mest mindeværdige koncert, du har været til?

Arthur Lee i Pumpehuset, 1999.

Hvilken kunstner beundrer du mest?

Fred Cole fra Dead Moon

Hvad er det mest overraskende album eller artist, der har inspireret din egen musik?

Det kunne være en lidt overset fyr som Benny Holst. Jeg har mødt ham tilfældigt et par gange i de seneste år og respekten og sympatien er kun vokset af det. Min mor havde et par af hans politiske rockplader stående i samlingen i min barndom, blandt andet af de grunde har jeg valgt at både nyfortolke og dekonstruere hans evigt gyldige klassiker “Sang om merværdi” på mit album. Det er en sang, som fortjener at få et nyt liv, synes jeg.

Dit yndligs-gear/rekvisit på scenen?

Et håndklæde?

Hvad ville du gøre, hvis du blev statsminister for en dag?

Skrive en sang og synge den, jeg kan ikke så meget andet.

[fbcomments num="5" width="100%" count="off" countmsg="kommentarer" url="http://read.tidal.com/article/uffe-lorenzen"]